| Charme, selvtillid og ligkister |
| |
Det er en unik og fascinerende skabning Jack Black kreerer i titelrollen i Richard Linklaters nye film Bernie. Gummiansigtet Black med det både øretæveindbydende og smådiabolske smil er mere nuanceret og troværdig, end man har set ham før, i rollen som den assisterende bedemand, amatørteaterentusiast, kirkesanger og mål for alle byens blåhårede, ældre damers hemmelige fantasier. Bernie Tiede er den mest populære mand i byen og den klare frontløber, hvis der blev uddelt en nobelpris i sociale kompetencer, men også affekteret, indsmigrende og alt for meget. Han er på en gang åben som Bilka på en lørdag og umulig at blive klog på. Shirley MacLaine er noget mere afdæmpet som den hovedrige enke Marjorie, der opbygger et særpræget, skæbnesvangert forhold til Bernie, men hun formår alligevel at gøre rollen både skræmmende afstumpet og smerteligt ensom.
 |
Copyright:
DFI |
Linklater kan i det hele taget noget med skuespillere. I gennembrudsfilmen Dazed and Confused (1993) fik han glimrende ensemblespil ud af en gruppe helt ukendte, unge skuespillere og hverken Ethan Hawke eller Julie Delpy har nogensinde været bedre end i hans Before Sunrise (1995) og Before Sunset (2004). I hans sidste film Me and Orson Welles (2008) var Christian McKay fremragende som den unge Welles, mens Claire Danes havde sin bedste præstation i årevis. Bernie vil nok især blive husket som filmen, hvor Jack Black sprang ud som andet og mere end sin generations Jim Carrey, men markerer også den solide stime, den tidligere flødebolle Matthew McConaughey er inde i i disse år. Hans lokale offentlige anklager Danny Buck med den bizarre frisure, 70'er-briller og massive ego stjæler så godt som hver scene han er med i.
Bernie er baseret på en berømt artikel i Texas Monthly om en opsigtsvækkende, sand kriminalhistorie fra lillebyen Carthage i det østlige Texas ("porten til Syden"). Hvor tæt vi er på de faktiske hændelser skal jeg ikke kunne sige, men en af filmens helt store scoops er, at det er lykkedes at få et par håndfulde excentriske, evigt knævrende karakterer fra byen til at medvirke som sig selv. Det er et markant greb, men virker ikke som en gimmick, men i stedet en effektiv måde at fylde miljøet ud og give fortællingen tekstur og autenticitet. De bliver brugt både i små, dokumentariske interviewsekvenser optaget i deres hjemlige omgivelser, som flettes ind i handlingen, men også som statister med enkelte replikker. Det kan lyde forvirrende, som om man ser en dokumentar og en spillefilm samtidig, men man køber hurtigt konstruktionen og deres (måske nok på forhånd nedskrevne) beskrivelser af og kommentarer til forløbet er blandt filmens helt store fornøjelser.
 |
Copyright:
DFI |
Det er ellers ikke det hyperrealistiske, der præger stilen. Linklater benytter sig i Bernie af en form for stilisering, som minder om Coen-brødrenes stil og som kan gå grueligt galt, hvis balancen ikke er i orden. Karaktererne er farverige uden at ende i den rene parodi og replikkerne er skarpe og saftige, men uden at troværdigheden forsvinder helt. Det hele er en lille smule 'larger than life', men uden at nerven forsvinder. At filmen undervejs får rejst nogle interessante spørgsmål om skyld og straf må betragtes som en bonus, først og fremmest er Bernie et fængslende kulørt stykke underholdning.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
