CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Klik på en region for at læse anmeldelser, nyheder m.v.
  Søg

Ekstra credits
Originaltitel:
Våbensmuglingen

Produktionsland:
USA

Produktionsår:
2014

Manuskript:
Tobias Lindholm

Producere:
Miriam Nørgaard

Fotograf:
Manuel Alberto Claro

Klipper:
Adam Nielsen

Komponist:


Censur:
Tilladt for alle

Distributør:
DOX:BIO

Din mening
Har du set filmen? Hvad synes du om den?

Brugernes dom
Der mangler 3 brugerkarakterer, før brugernes vurdering vises.



Våbensmuglingen

Anmeldt af:Frederik Asschenfeldt Vandrup
Genre:Dokumentar
Varighed:91 minutter
Instruktør:Andreas Koefoed
 
Premieredato:04-06-2014
Medvirkende:Som:
Niels Holck
Peter Bleach

Fanget af en drøm
 
Dokumentaristen Andreas Koefoed har kastet sig over historien om den danske idealist Niels Holck og den krise, han pludselig var med til at skabe mellem Danmark og Indien. I Våbensmuglingen, som indgår i det altid relevante og interessante DOX:BIO-program, får vi via interview og dramatiseringer et indblik i dramaet og ikke mindst rænkespillet omkring den spegede sag. De mange lag har det dog med at skygge lidt for hinanden på vejen frem mod afklaring.


Copyright:
DOX:BIO
Niels Holck finder under en rejse sit livskald i den indiske provins Vestbengalen, som styres med jernhånd af det kommunistiske lokalstyre, der er i opposition til regeringen i New Delhi. De undertrykte befolkningsgrupper har ikke adgang til rimelige forhold eller undervisning, så han kaster sig engageret over udviklingsprojekter i det fattige område. Finansieringen begynder at halte, og halvhippien glider langsomt ind i mere og mere organiseret kriminalitet for at holde hjælpeprogrammet kørende. Det gode formål overskygger i Holcks hoved aldeles behovet for utraditionelle midler. Det kulminerer med behovet for en storstilet indsmugling af våben til de vagter, som sikrer den undertrykte minoritets sikkerhed.

Holck entrerer i et stort, spionlignende setup med den britiske våbenhandler Peter Bleach – filmens og historiens anden hovedperson. Han orienterer loyalt den britiske regering om den ordre, som han betragter som særdeles lyssky, og får hele tiden besked på at fortsætte med handlen, så de indiske myndigheder får en chance for at pågribe terroristen Holck og hans kumpaner i indisk luftrum. Bleach ender ombord på flyet, mere eller mindre tvunget af Holck som på dette tidspunkt udviser en professionalisme i omgangen med våbenhandlere og bestikkelse af myndighedspersoner, som ligger langt over idealistens niveau – og da det hele går galt i Indien ender Bleach med at ryge i spjældet, mens Holck ved hjælp af ”gode venner” slipper hjem til Danmark.


Copyright:
DOX:BIO
Således kridtes fronterne op, mellem idémanden, der slipper – og våbenhandleren, som føler at han gør alting korrekt, men i sidste ende bliver snigløbet af sin egen regering og får 8 år i umenneskelige indiske fængsler. Filmen skildrer deres rejse mod en afsløring af, hvad der egentlig skete – og et møde mellem offeret og ham, der slap væk.

Dramaturgisk er Våbensmuglingen enkelt bygget op. Interview med de to hovedpersoner suppleres af så rigelige dramatiseringer af begivenhederne, at man spekulerer på, om Kofoed & Co. egentlig ikke har haft mere lyst til at lave en spillefilm over historien. De er ikke synderligt overbevisende og bliver lidt til den rigelige side, men de sætter omvendt også billeder på nøglehændelser i den fantastiske historie. Filmen forholder sig neutralt til sine personer. Er Bleach en kynisk våbenhandler, der havde godt af en 8-årig huskekage – eller blev han urimeligt ofret af sine egne, som ikke ville kendes ved ham, når det kom til stykket? Er Holck en hærdet kriminel eller en naiv idealist, der blev underløbet af en borgerlig dansk regering, som pludselig ændrede udleveringsreglerne, så han ikke længere var i sikkerhed i Danmark, men i filmens klimatiske retssagsscener stod overfor udlevering til noget, der lignede en sikker død i Indien? De to hovedpersoner ser naturligvis tingene fra deres eget perspektiv, og dramaet ligger i deres jagt på en sandhed samt naturligvis spændingsopbygningen frem mod deres møde i København.

Våbensmuglingen er god klassisk dokumentarhåndværk, der belyser en dramatisk og stadig aktuel historie. Den lader dommen over de involverede ligge hos tilskueren, og eneste reelle svaghed er, at heller ikke filmen får adgang til de hemmeligstemplede Interpol-rapporter, som rummer den fulde historie om, hvordan det var muligt for en dansk mand og et russisk fragtfly at flyve via Pakistan og ind i Indien med lasten fuld af våben. Der er bred enighed om, at Holcks projekt også nød stor opbakning i dele af det politiske liv i Indien, men de afgørende detaljer henstår stadig i det uvisse. Fortsættelsen må følge, når Interpol-rapporten en dag bliver tilgængelig.
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Senest anmeldt
Det tredje mord16/8
The Equalizer 216/8
Nancy16/8
The Spy Who Dumped Me16/8
The Meg9/8
Mission: Impossible - Fallout2/8
Hotel Artemis26/7
Sicario 2: Soldado19/7
Mamma Mia! Here We Go Again19/7
Landet af glas19/7
Flere bio-anmeldelser
 
You Were Never Really Here10/8
Red Sparrow20/7
The Florida Project17/7
The Shape of Water16/7
Game Night13/7
Molly's Game6/7
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri3/7
Black Panther2/7
Flere dvd-anmeldelser
 

Quiz
Hvilken spansk skuespillerinde virkede dragende på både Diego Luna og Gael García Bernal i ...og din mor!?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google