| Mindernes boulevard |
| |
Hvad skal man i det hele taget med et jubilæum, hvis det ikke lige var for at tabe ansigt og miste 20 års opsparet livserfaring i løbet af få sekunder? Hele tanken om at mødes for at se, hvordan ens gamle kammerater har klaret sig, plejer at strande på, at alle falder tilbage i deres gamle roller, og pludselig er der ingen, der har rokket sig ud af stedet. Et oplagt sted at lede efter skandaler og pinlige optrin, og det er sådan set ingen overraskelse, at bannerførerne for den svenske livsstilskomedie, instruktørerne Hannes Holm og Måns Herngren, i deres tredje spillefilm kaster sig over dette plagsomme element af voksenlivets mange faldgruber.
Vejen gennem det voksne liv
I spillefilmsformatet debuterede makkerparret med Adam & Eva, hvor skuespilleren Björn Kjellman var i centrum som Adam, der forsøger at leve det normale, forventede liv sammen med sin Eva, men som falder for fristelsen til at dyrke single-livets mere lystige sider med en barnepige. Det var tilbage i 1997, men filmen sidder stadig i erindringen på grund af dens charmerende tone og helt særegne måde at fortælle historien på. Adam & Eva blev efterfulgt af Det bli’r aldrig som man har tænkt sig, langt fra det samme hit og uden Kjellman, men med adresse det samme sted i gruppen af unge i 30’erne, som kæmper med at finde sig tilpas i en ny levevis med job, familie og budgetkonto. Det bli’r… handlede om det at blive forældre og fulgte på den måde naturligt ind i rækkefølgen.
Når rutinen melder sin ankomst
Klassefesten, der er årets største svenske hit, slynges ud af ærmet med samme fart, retning og teknik som de to tidligere udspil. Instruktørerne vokser med deres faste publikum, så dem, der for 5 år siden i Adam & Eva var ved at blive etableret, og som for 2 år siden fik børn i Det bli’r aldrig som man har tænkt sig, er nu nået et skridt længere frem i livet, nemlig den dag, hvor de første grå hår melder sig, hvor man begynder at kigge lidt dovent på hinanden ved morgenbordet – kort sagt, der hvor rutinen står klar til at plage forholdet, hvis man giver den lov.
Et solstrejf
Magnus og Lollo lever i et forhold, der er skruet perfekt sammen til, at en invitation til et skolejubilæum kan skabe dønninger. Lollo er den engang tiltalende pige, som efterhånden har overtaget styringen, fint demonstreret med hendes håndfaste kontrol over parrets hund og datter. Magnus arbejder uden protester på sit job, og er uden at vide det ved at gå til i almindelig, veltilpasset forstadsidyl, hvor lidt kissen-missen med nabokonen er det vildeste, han kan opdrive. Da invitationen først kommer ind af døren, afviser Magnus blankt tanken. Hans erindringer om skoletiden er mildest talt plaget af et dystert mørke, men et enkelt solstrejf hænger stadig ved, nemlig mindet om Hillevi, der kun gik i klassen et enkelt år, og som han var lige ved at stikke af til Amsterdam sammen med. Hans yngre jeg dukker op i nutiden, og hårdt presset tager han til festen, som naturligvis viser sig at være nøjagtig så pinligt ydmygende for alle parter, som man kunne forestille sig, men man kan gå meget igennem for et enkelt møde med gode minder.
Velmenende grin
Hannes Holm, Måns Herngren og ikke mindst skuespilleren Björn Kjellman har masser af skæg og ballade med at pumpe selve klassefesten og hele virvaret omkring den for morsomme situationer. Den fylder suverænt den største del af filmen, og det er gjort i den venligt humane, skandinaviske tradition, hvor det aldrig bliver ondskabsfuldt, og hvor selv de mest usympatiske har en forklaring. I perioder føles figurerne lidt for håndfaste og veltimet skrevet, så man næsten kan høre mekanikken klikke på plads, når de gamle elever langsomt afslører både styrker og svagheder, men selv om Klassefesten aldrig når de samme højder af visuelle overraskelser og regulær charme, som især prægede Adam & Eva, så er det en af den slags film, man ikke kan undgå at blive en smule varmere om hjertet af.
Generations-portrættører.
En af filmens moraler er, at omgangen mellem mennesker skal være ærlig, hvis man vil have noget ud af det. Der er stadig ingen oplagte grunde til at tage til et skolejubilæum, for det handler ikke om at møde hinanden 20 år efter, men i stedet om at møde hinanden 20 år tidligere. Hvorfor voksne mennesker vælger den form for selvpinerisk virkelighedsflugt i drømmen om at opnå en flig af den frihed og vildskab, man lagde for dagen i 9. klasse, forklarer Hannes Holm og Måns Herngren ikke, men de sender bolden direkte tilbage på den banehalvdel, hvor netop det tilpassede voksenliv befinder sig. Hvad deres næste film kommer til at handle om, vides ikke, men de er efterhånden godt i gang med at portrættere en generation gennem alle voskenlivets faser, og det er stadig både sjovt og interessant at følge med.
|
| |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - L�s alle) | | | | Forfatter | Indl�g | jkcarlo
25-9-2007 00:14 | lige i skabet
filmen er selvironisk og god og rammer meget godt folkeskolens konflikter, der efter alt at dømme fortsætter i det voksne liv
til slut lidt for sukkersød men det skal ikke fjerne indtrykket af en god film |
|
|
|  |
|
